Fornuft og følelse
Lad mig lige have lov til at spille djævlens advokat et øjeblik
Digitale børnebøger – hvad skal vi med dem? Er det ikke federe med de gode gamle papirbøger? Duften af tryksværte, fornemmelsen af papiret og lyden når man bladre. Bogen der går i arv fra generation til generation. Er det ikke bare noget pop og papirhat med det der digitale? Hvordan vil du give en digital bog i julegave? Altså sådan rigtigt. Glædelig jul lille skat, her har du et link i en email. Jeg elsker dig. Hvor er det øjeblik hvor gavepapiret bliver revet af, og de små øjne stråler ved synet af et smukt illustreret omslag? Tyngden af bogen, når man sidder på sengekanten og læser op. De små fine æselører vi laver, før vi lægger bogen på natbordet. Alle disse bittesmå fine oplevelser, som en digital bog aldrig vil kunne give os.
Okay, lad mig lige se om der ikke også skulle være nogle fordele ved digitale bøger
- De bliver ikke slidte
- De er ofte langt billigere end papirbøgerne
- De er utrolig nemme at købe og er tilgængelige døgnet rundt, verden rundt
- De fylder ingenting
- Du kan have dem med over alt
- Man kan være heldig at de bliver opdateret med nyt indhold
- De kan læse sig selv op
- De kan bladre i sig selv, hvis man er virkelig doven
- Osv.
Det der slår mig er, at den store forskel mellem en fysisk børnebog og en digital én af slagsen, har med noget følelsesmæssigt at gøre. Måske endda noget romantisk. Fordelene ved digitale bøger som faldt lige for, er alle af mere eller mindre praktisk karakter, hvor i mod min personlige romantisering af papirbogen, ligger udelukkende på et følelsesmæssigt plan. Der er jo grundlæggende ikke forskel på indholdet. Det er den samme tekst, de samme illustrationer hvad enten du har papirbogen eller den digitale.
Så det store spørgsmål må være: Vil vi nogensinde få samme følelsesmæssige forhold til den digitale bog, som vi har til den fysiske?


Jeg har selv overvejet flere gange at anskaffe mig ebøger, specielt til mit studie. Men hver gang ender det med at jeg køber dem i papirform alligevel. For mig har det noget at gøre med at jeg ikke er så god til at sidde foran en computer og læse. Jeg bruger i forvejen meget tid foran computeren til opgaveskrivning, lektier mm. Jeg får ondt i nakken og synes aldrig jeg kan sidde i en ordentlig stilling. Derudover synes jeg også, som du skriver, at der er noget virkelig hyggeligt over at både give og få en bog. Ebøger skulle virkelig have lave priser for at jeg begynder på det :) når det så er sagt, bruger jeg min telefon rigtig meget og der ville jeg sikkert også kunne læse bogen, og det er jo super smart, bortset fra batteriforbruget ;)
Jeg læser selv både papir og e-bøger, og har egentlig ikke nogen præference for det ene eller det andet. Men det tog mig lidt tid at vende mig til e-bogen, men siden jeg fandt ud af at iBooks automatisk synkroniserer bogmærker mellem min iPad og telefon, har jeg ikke kigget mig tilbage.
Jeg kan godt forstå hvis du ikke har lyst til at sidde og læse bøger ved en computer. Det ville jeg heller ikke gide. Prøv telefonen. Det fungerer fint for mig, og så meget batteri synes jeg heller ikke det æder at læse på den.
Med børnebøger er det lidt anderledes. Der foretrækker jeg ofte den digitale version, hvis der findes en god en. Her får jeg nemlig ofte noget ekstra til børnene, som selv kan sidde med den og få læst højt som alternativ til fjernsynet.
Men hele ”gave-situationen” er interessant. Hvad skulle der til for at skabe en større give og få oplevelse?